Kineserne fandt i 900-t. frem til et porcelænsagtigt stentøj og det ægte, hårde (kaolinholdige)
porcelæn. Til dekoration af dette udvikledes i de følgende århundreder en lang række
farvestrålende glasurer under Songdynastiet og ikke mindre fantastiske mønstre under
Mingdynastiet og senere, fx famille rose og famille verte.

Kinesisk porcelæn, både med blå-hvid og polykrom dekoration, nåede i 1400-t. til Italien via
handelsvejene gennem Nærorienten, og flere steder forsøgte man at finde hemmeligheden bag
porcelænslerets sammensætning.

I Italien opnåede man i slutningen af 1500-t. med bl.a. hvidt ler, men uden kaolin at
fremstille blødt porcelæn; det blev udviklet i Firenze og fra ca. 1695 i Saint-Cloud ved Paris.

Tilførslerne til Europa af eksportberegnet østasiatisk, især kinesisk porcelæn voksede stærkt
efter åbningen af søvejen til Asien syd om Afrika, og især de europæiske handelskompagnier,
der oprettede faktorier i Canton i 1700-t., hjembragte betydelige mængder af porcelæn,
der blev et yndet samlerobjekt, ikke mindst for samtidens europæiske fyrster.

Med denne fyrstelige interesse intensiveredes også bestræbelserne på at producere
porcelæn i Europa.I 1708 lykkedes det alkymisten  Johann Friedrich Böttger, der var ansat
hos kurfyrst August der Starke af Sachsen, en af sin tids ivrigste porcelænssamlere,
at fremstille det eftertragtede ægte, hvide, hårde porcelæn.












Kilde: Den Store Danske  Gyldendals åbne encyklopædi